En historisk dans, som bygger på historikeren
Tasitus’ fortælling om moderjord-gudinden Nerthus
Vi skal 2000 år tilbage i tiden til
jernalderen. En prægtig vogn besmykket med smukke bronzebeslag
trækkes af adskillige okser hen over den
forårsgrønne jord. På vognen er der monteret en
smukt udskåren stol. Her troner moderjordgudinden Nerthus,
dækket af hvide florlette slør.
Hun bor på en ø i havet. Een gang om
året når det er tid at bringe frugtbarhed til jorden
kommer hun frem. Det er kun præsten som kan fornemme
når hun er tilstede og rede. Han ledsager hende
ærbødigt, når hun kommer rejsende på sin vogn.
Det er en glædes dag når hun kommer. De landsbyer, kun
værdier et besøg er festsmykkede. Ingen kæmper eller
slås, ingen er bevæbnede og alle jernredskaber er gemt
væk - da jern forbindes med blod og død.
Hun stiger da af vognen og betræder jorden.
Som en hvid tågedis, der kærtegner jorden danser hun
kærtegnende frugtbarhed ud for planter, dyr og mennesker.
Når hun er blevet træt af de
dødeliges selskab stiger hun op på vognen igen og
trækkes til en sø, som ligger for sig selv. Her vaskes
vogn, klæder og gudinden selv. Opgaven udføres af slaver,
som søen derpå blot trækker ned i sit dyb.
Dette var historien om Nerthus.
Hendes 2000 år gamle vogn, også kaldet
Dejbjergvognen kan i dag ses på Dejbjergmuseet, Skjern-Egvad i
Vestjylland. De slaver der blev opslugt af søen er måske
nogle af de mosefund, som er gjort. Måske er
gravballemanden er et sådant offer.
Af Nerthus selv er der kun myten tilbage, som
repræsentant for vores gamle hedenske religion, asetroen.
Grundlaget for Nerthus-dyrkelsen er en dyb respekt for naturen og
moderjord. - En respekt, som stammer helt tilbage fra en tid, hvor vi
værdsatte og ærede jorden og dens liv. Måske er denne
respekt for moderjord, symboliseret i Nerthus, stadig aktuel at
ære i vor tid.
